Artikler

Gravides overvægt og mangel på D-vitamin har helbredsmæssige konsekvenser for barnet

Gravides overvægt og mangel på D-vitamin har helbredsmæssige konsekvenser for barnet0vervægt eller fedme under graviditeten hænger sammen med D-vitaminmangel. Dette påvirker den gravides helbred i negativ retning, og på sigt øger det barnets risiko for svage knogler, overvægt, diabetes 2 og allergier.

Ifølge et nyt studie, der er publiceret i PLOS ONE (Public Library of Science), er der en klar sammenhæng mellem et højt BMI hos moderen og et lavt niveau af D-vitamin hos hendes spædbarn. Opdagelsen er alarmerende, idet spædbarnet får en dårlig start på tilværelsen, som øger risikoen for overvægt og en række kroniske sygdomme.
Ifølge Jami Josefson, endokrinolog ved Lurie Children' s Hospital, Chicago, og professor ved Northwestern University Feinberg School of Medicine, er der ifølge studiet en sammenhæng mellem overvægt og fedme hos gravide og lav status af D-vitamin hos både mødre og deres nyfødte. Men der kræves mere forskning, før man kan komme med nærmere anbefalinger omkring D-vitamintilskud til overvægtige gravide kvinder.

BMI (Body Mass Index) og graviditet

BMI er en matematisk betegnelse for en sammenhæng mellem personens højde og vægt. Selvom det er naturligt at tage på under graviditeten, bør vægtforøgelsen ligge inden for de normale rammer.

Gravides overvægt og mangel på D-vitamin er en ond cirkel

Stadig flere bliver overvægtige og fede, og det er en tendens, som også vedrører mange kvinder både før og under graviditeten. Samtidig bliver mangel på D-vitamin mere og mere udbredt, især på grund af manglende sol, som er den vigtigste kilde. Desuden er overvægtige og diabetikere mere udsatte, da deres evne til at udnytte D-vitaminet ofte er nedsat.
Manglen på D-vitamin sættes nu i forbindelse med det stigende antal overvægtige børn, som samtidig får en større risiko for at udvikle fedme, type 2 diabetes og andre kroniske sygdomme.

Det handler om at finde årsagen og forebygge

Jami Josefsons studie har afsløret, at ekstrem vægtforøgelse i det første trimester er en risikofaktor for en ugunstig graviditet, som inkluderer en overvægtig baby med for stor fedtmasse.
Som det fremgår, har Jami Josefson en særlig stor interesse i at studere årsagen til udviklingen af overvægt og diverse sygdomme. Og hvis forskerne kan identificere de mest kritiske aspekter under graviditeten, er det muligt at gribe ind under graviditeten og mindske risikoen for, at børnene senere bliver overvægtige eller udsættes for andre helbredsmæssige konsekvenser.

Moderens blodsukker påvirker også fostret

Nu er Jami Josefson i gang med et stort opfølgende studie sammen med Wendy Brickman, der også er endokrinolog ved Lurie Children' s Hospital. I dette studie vil forskerne nærmere afsløre betydningen af de overvægtige gravides forhøjede blodsukker. Også selvom der endnu ikke er tale om diabetes. Det skyldes, at forstadier til diabetes og forhøjet blodsukker hos gravide også sættes i forbindelse med nyfødtes overvægt og for meget kropsfedt.
Det opfølgende studie foregår sideløbende på ni andre centre rund i verden, og det har til formål at følge op på, hvordan de pågældende mødre og deres børn klarer sig 8-10 år senere.
Ifølge Jami Josefson kan studierne hjælpe forskerne til at udvikle og teste målrettede indgreb, så de på sigt kan give mødre og børn de bedste betingelser for et langsigtet godt helbred.

Udbredt mangel på D-vitamin - ikke mindst blandt overvægtige

Sommersolen er den væsentligste kilde til D-vitamin, som vi danner ud fra et kolesterol i huden. Men mange kommer i underskud i løbet af vinterhalvåret. DTU Fødevareinstituttet vurderer desuden, at ni ud af ti danskere får for lidt D-vitamin gennem kosten.
D-vitaminmangel er blevet mere udbredt gennem de sidste 15-20 år - især på grund af for lidt sommersol, factorcremer, fedtforskrækkelse og længere tids brug af kolesterolsænkende medicin. Desuden har folk, der er mørke i huden samt ældre, vanskeligere ved at danne D-vitamin.
Det viser sig nu, at den udbredte overvægt og diabetes også er forbundet med mangel på D-vitamin.

Derfor har overvægtige og diabetikere brug for mere D-vitamin

Ifølge officielle anbefalinger er referenceindtag/RI af D-vitamin (tidligere anbefalet daglig tilførsel/ADT) 5 mikrogram for voksne, uanset hvor meget de vejer. Men da alle celler i kroppen har brug for D-vitamin, giver overvægten i sig selv et øget behov. Desuden har diabetikere vanskeligere ved at omdanne D-vitaminet til den aktive form 25-hydroxyvitamin D3, som også måles i blodet.
Det er muligt, at folk med forhøjet blodsukker og insulinresistens, der er forstadie til diabetes 2, også har svært ved at udnytte D-vitaminet og derfor har et øget behov.

D-vitamin og tilskud til gravide og spædbørn

Sundhedsstyrelsen anbefaler tilskud med 10 mikrogram D-vitamin til gravide og børn fra 0-2 år. Men spørgsmålet er nu, om mængderne er tilstrækkelige til gravide, der er overvægtige eller fede.
Da D-vitaminet er et fedtopløseligt vitamin, får vi den bedste udnyttelse i tilskud som kapsler, hvor D-vitaminet er bundet til olie.

Øvre grænse for indtag af D-vitamin (opdateret i 2012)

Der er stor uenighed om det reelle behov for D-vitamin, som afhænger af BMI og mange andre faktorer. Den øvre grænse for dagligt indtag af D-vitamin er fastsat af EFSA til 100 mikrogram for børn over 11 år samt voksne, inklusive gravide og ammende.

Referencer:

Ann and Robert H Lurie Children´s Hospital. Vitamin D level, body fat in newborn linked to health status in pregnancy. ScienceDaily 2016

Iowa State University: New promise for diabetics with vitamin D-deficiency. ScienceDaily. 2016

https://sundhedsstyrelsen.dk/da/sundhed-og-livsstil/ernaering/~/media/042768A1C12E4087921229339592D509.ashx


Pin It