Artikler

Zink forhindrer vækst at kræftceller

- og mangler er udbredte

Zink forhindrer vækst at kræftcellerTidligere studier har vist, at zink spiller en stor rolle for det gode helbred og i forebyggelsen af kræft i spiserøret. Det har dog været en gåde, hvordan zink beskytter mod den udbredte kræftform. Indtil nu. Professor Zui Pan og hendes forskerteam fra University of Texas at Arlington, USA, har nemlig fundet de mekanismer, hvorved zink beskytter de sunde celler og hæmmer udviklingen af kræftceller i spiserøret. Forskerne ser derfor et stort potentiale i, hvordan zink i de rette doser kan bidrage til at forebygge sygdommen og fungere som led i en behandling. Studiet er publiceret i The FASEB Journal.

Zink findes i forskellige fødeemner som østers, rejer, kød, mejeriprodukter, nødder, kerner og bønner. Men mangler er udbredte, enten fordi kosten bidrager med for lidt zink, eller fordi der er andre faktorer, som hæmmer optagelsen og udnyttelsen.
Zink har betydning for mange proteiner og omkring 300 enzymer, der regulerer stofskiftet, fertiliteten, nervesystemet, immunsystemet og et utal af andre funktioner. Zink er desuden en vigtig antioxidant, der beskytter cellerne mod frie radikaler. Det er nogle aggressive molekyler, som kan angribe cellernes dna og medvirke til udvikling af kræft.

Spiserørskræft er udbredt, og der er behov for nye terapier

Ifølge det Nationale Kræftinstitut i USA er spiserørskræft på verdensplan den sjette hyppigste dødsårsag som følge af kræft. Selvom behandlingerne af spiserørskræft er blevet bedre, er det kun 20 procent, som vil overleve i mindst fem år, efter at sygdommen er blevet diagnosticeret. Derfor understreger statistikken behovet for nye terapier, der kan forebygge og behandle spiserørskræft.

Fakta om spiserørskræft

  • De vigtigste årsager til spiserørskræft er rygning, alkohol, fejlernæring og aldringsprocesser
  • Sygdommen er mest almindelig hos personer i 70-årsalderen
  • De hyppigste symptomer er synkebesvær, brændende smerter i mellemgulvet og vægttab

Mange kræftpatienter har zinkmangel

Både kliniske studier og animalske studier har vist, at zink er vigtigt for alle kroppens celler, og at mangel på zink gør det vanskeligt for cellerne at fungere.
Ifølge professor Zui Pan har man fundet zinkmangel hos mange kræftpatienter. Indtil for nylig vidste forskerne dog ikke, hvorfor de optimale zinkkoncentrationer kan forhindre væksten af kræftceller og samtidig tillade væksten og fornyelsen af sunde celler.

Sammenhæng mellem zink, calcium og spiserørskræft

Professor Zui Pan og hendes forskerteam fandt, at zink målrettet kan blokere for særlige calciumkanaler i spiserørskræftceller. Det er i forvejen kendt, at disse calciumkanaler, som hedder Orai1, fremmer udviklingen af kræftceller, hvis calciumsignaleringen er for kraftig. Zinks evne til at blokere for denne calciumkanal kan derfor forhindre, at kræftceller vokser, deler sig og breder sig. Forskerne fandt samtidig, at zink ikke blokerer for de sunde cellers calciumkanaler.
Ifølge professor Zui Pan har man for første gang afsløret, hvordan zink blokerer for overaktive calciumkanaler i kræftceller. Det ser også ud til, at der er en biokemisk sammenhæng mellem zink og calcium.

Vidste du at 99 procent af kroppens calcium findes i knogler og tænder, og at alle andre celler i de bløde væv bør være næsten calciumtomme?

Zink som ny mulighed i forebyggelse og behandling

I fremtiden vil professor Zui Pan og hendes forskerteam se nærmere på den biokemiske sammenhæng mellem zink og calciumsignalering, og hvordan tilskud med zink kan anvendes til at bekæmpe spiserørskræft.
Indtil videre understreger professor Zui Pan og hendes forskerteam, at vi bør få nok zink gennem kosten. Man kan også overveje tilskud.

Zinkkilder og zinktyve

Som nævnt findes der zink i forskellige fødeemner som skaldyr, kød, mejeriprodukter, nødder, kerner og bønner. De animalske kilder optages bedst.
Det viser sig, at den gennemsnitlige danske kost kun bidrager med omkring halvdelen af referenceindtag, RI, som er sat til 10 mg.
Selve optagelsen af zink forringes af sukker, p-piller, uorganiske jernstilskud og aldringsprocesser.
Selvom svær zinkmangel er sjælden i vores del af verden, er moderat og let zinkmangel udbredt.
Derfor bør man være velforsynet med zink - både i kræftforebyggelsen og som led i en eventuel behandling.

Zinks kræftforebyggende egenskaber

  • Indgår i 300 enzymprocesser, som har betydning for cellernes generelle trivsel
  • Blokerer for calciumsignalering i kræftceller
  • Antioxidant, der beskytter celler mod oxidativ stress forårsaget af frie radikaler
  • Vigtig for immunforsvaret, der skal udpege og angribe abnorme celler

Vælg organiske zinktilskud, som kroppen kan optage og udnytte

Mange zinktilskud er i uorganiske former som zinksulfat eller zinkoxid, som kroppen har svært ved at optage. Det kan altså svare sig at nærlæse varedeklarationen, hvor zinkgluconat og zinkacetate er organiske forbindelser, som kroppen har let ved at optage og udnytte.

Zinkbehovet er øget ved:

  • Misbrug af sukker, tobak, alkohol, stimulanser og junkfood
  • Vegetarmad, da zink fra planteriget optages dårligt
  • Aldringsprocesser
  • P-piller og hormonelle forstyrrelser
  • Graviditet og amning
  • Optræk til infektion

Referencer

Sangyong Choi et al. Selective inhibitory effects of zink on cell proliferation in esophagal squamous cell carcinoma through Orai1. The FASEB Journal 2017

Zinc can halt the growth of cancer cells, study says. University of Texas. 2017
https://www.sciencedaily.com/releases/2017/09/170928121656.htm

Honor Whiteman . Zinc may help to prevent, treat esophageal cancer. MedicalNewsToday.2017
https://www.medicalnewstoday.com/articles/319594.php

https://www.news-medical.net/news/20171002/Zinc-may-help-stop-growth-of-esophageal-cancer.aspx

https://homeremediestv.wordpress.com/2017/09/30/stop-cancer-cell-growth-by-getting-concentrations-of-zinc-regularly-destroy-cancer-tumors-with-zinc/

https://www.cancer.dk/spiseroerskraeft-oesofaguscancer/kort-om-spiseroerskraeft-oesofaguscancer/

Pin It